At rumme sorg - Diakonhøjskolen

At rumme sorg

“Det blev som at have livsvidner på det sværeste, man var igennem […] Det her er klubben, man ikke har lyst til at være medlem af. Men når man er medlem, så er man virkelig virkelig taknemlig for at være i klubben, fordi det er så vigtigt at føle sig omringet af nogen, der forstår.”

Sådan sagde en af deltagerne i en sorggruppe til Christine D. Horshauge, da hun arbejdede med, hvordan eksistentiel og åndelig omsorg er at finde i kirkernes sorggrupper. I sorggrupper kan man føle sig, som citatet også giver udtryk for, set, forstået og anerkendt, hvilket skaber et modsvar til den isolation og alenehed, der kan følge med erfaringen af tab og dyb sorg. Samtidig kan man også i sorggrupperne opleve at finde fodfæste og få sprog som et modsvar til erfaringer af identitetstab og forvirring. Og endelig kan her være et rum, hvor der gives plads til tro og overbevisninger som en ressource som et muligt modsvar til død og håbløshed.

Vi oplever alle sorg og tab igennem livet – det er en helt naturlig del af at være menneske. Heldigvis behøver vi ikke at gå igennem den alene. Her kan sorggrupper eksempelvis vise sig som sorgfællesskaber, hvor vi kan gå hen med de eksistentielle spørgsmål, der så ofte fremstår som en del af sorgens udtryk. Diakoni kan her forstås som nærvær i sorgen – både som trøstende ord, som ordløs tilstedeværelse eller andre relationsbærende former for omsorg. Den meningsløshed, som mennesker kan føle i sådanne situationer af sorg, kan gribes af fagpersoner igennem en eksistentiel og åndelig sproglighed, som Susanne Kristophersen har vist i sit arbejde med netop dette. Her opstår nemlig en mulighed for at skabe miljøer, hvor mennesker kan erfare eller måske endda genfinde mening.

En af de meningstruende oplevelser, som især de yngre generationer ser sig ramt af i dag, er klimakrisen. Også her kan sorggrupper virke som en ressource og et muligt modsvar mod både klimasorg, -angst og -skam. Sarah S. Albertsen, som er klimaaktivist og var med til at etablere en klimasorggruppe i Stefanskirken på Vesterbro, understreger, at kirkens rum netop kan rumme sorg. Her er et rum, hvor man kan komme med tanker og bekymringen om klimaet og kloden og føle, at man ikke er alene, men at man bliver set. Det bliver af deltagerne set som både et frirum og et fællesskab. Thomas H. Nørager, som er præst i Stefanskirken, fortæller derfor også om, hvordan gruppen ikke kun er en sorggruppe, men også en omsorgsgruppe. Overvejer du at starte din egen klimasorggruppe, kan du læse Albertsens beskrivelse af arbejdsgangen her.

Værdien af en sorggruppe findes ofte i erfaringer af genkendelse og spejling blandt deltagerne. Her bliver man i stand til – eller prøver i det mindste – at bære sorgen sammen. Man bliver således sin egen og hinandens hjælpere, hvad der refereres til som et gensidigt dobbelt hjælperskab. Her kan man benytte bevidnende samtaler, hvor både fortælleren og lytteren får ordet. Samtidig skabes rummet for sorg både af lydhørhed blandt deltagerne og rammesat af lederen, som ofte i en folkekirkelig sammenhæng er præsten. Som en anden af Horshauges interviewede deltagere sagde: ”jeg oplevede i den sorggruppe, jeg var i, at den præst og de frivillige, som ledte gruppen, virkelig formåede at skabe et rum, hvor man kunne komme fuldstændig som man var”. Her ser vi altså blot et af de erfaringsrum, hvormed det diakonale menneskesyn, hvor mennesket altid, allerede er elsket, kan være med til at skabe rum til sorg.

Læs mere her
Kristophersen, Susanne, ”Det meningsfulde i menneskelivet”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 41-52.

Horshauge, Christine D., ”Sorggrupper som rum for åndelig og eksistentiel omsorg”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 263-272.

Albertsen, Sarah Strunge ”’Som at brøle mod en mur’”, i: Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Eksistensen 2023, 189-194.

Auken, Ida & Thomas H. Nørager ”Klimasorg og vejen frem”, i: Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Klima, Tro, Håb og Handling: Natursyn og Kristendom, Eksistensen 2023, 195-210.

Bevidnende samtaler

Kort beskrevet består den bevidnende samtale af to dele. Først en individuel samtale mellem sorggruppelederen og en deltager (fortæller), hvor de øvrige deltagere lytter og ikke kommenterer. Herefter en bevidnende del i fire niveauer, hvor de øvrige gruppedeltagere er aktive og fortælleren lytter.

I første niveau gengiver deltagerne det, de har hørt i den individuelle samtale. Dernæst forholder de sig til, hvad det vidner om har betydning og værdi for fortælleren. I disse to niveauer er det altså fortælleren, der bliver spejlet

Tredje niveau handler om, hvad deltagerne kan genkende fra det fortalte i deres egen situation, mens fjerde niveau drejer sig om, hvilken virkning det har haft at lytte til fortælleren, og hvilke tanker om eget liv det måtte give anledning til. I de sidste to niveauer er det de øvrige deltagere, som bliver spejlet.