Loading...
Ressource

Blå diakoni i Danmark

Når klimateologi og diakoni samtænkes, sker det ofte med fokus på forvalterskab og ansvar. Tankerne om tjeneste udvides her til også at betyde, at vi kan passe på og drage omsorg for de mere-end-menneskelige dele af skaberværket. Denne tanke bliver også nogle gange malet blå. Den indonesiske teolog Elia Maggang foreslog i 2023 begrebet blå diakoni. For Maggang er der to bevægelser i dette blå diakonibegreb. For det første forstås havet som modtager af diakoni. At se havet som en, der modtager omsorg, understreger det som en del af skaberværket, der kan elskes og bevares. Og der er nok i verdenshavene i den menneskeskabte klimakrise, der kalder på diakoni. Havtemperaturerne såvel som forsuringsgraden stiger, koralrevene blegner og biodiversiteten falder, mens vi krydser flere og flere planetære grænser. I de samme have, hvor hvaler bliver viklet ind i både anvendt og efterladt fiskegrej, rammes af skibstrafik og forstyrres af undervandsstøj, pløjer bundtrawl havbunden op og ødelægger levesteder. Havene er i blå diakoni ikke bare neutralt vand, men økosystemer af levende væsener, der lider under vores levevis og kalder på omsorg.

Den anden bevægelse i Maggangs blå diakoni viser, hvordan havet også kan forstås som giver af diakoni. Havet beskrives her som et subjekt, og ikke et objekt, med egen handlekraft og væsen. I fiskersamfundet Pantai Rote på øen Semau, som er Maggangs kontekst, hjælper havet med at brødføde de fattige, som kender havet som en afgørende kilde til liv. Havet bliver dermed vores meddiakon i Maggangs terminologi.

Blå diakoni findes ifølge Maggang overalt, hvor mennesker handler for at støtte havet i at brødføde de fattige. Det kan således også findes her i Danmark, hvor små kystfiskerier som Thorupstrand viser, at havet kan hjælpe med at brødføde folk side om side med forsøg på at fiske skånsomt, og hvor kirkens og de diakonale organisationers opgave kan være at stå sammen med dem, der lever af og med havet. Et andet eksempel på, hvad der står på spil, er ålegræsset i de danske farvande. Ålegræs skaber ikke blot grobund for stærk og sund biodiversitet; det kan også lagre cirka 35 gange så meget CO2 som et tilsvarende areal i regnskoven. Men ifølge Danmarks Naturfredningsforening har Danmark mistet omkring 70 % af vores marine bede af ålegræs som følge af blandt andet kvælstofbelastningens algevækst og iltsvind. Her kan frivillige i projekter som Kysthjælper, der blandt andet planter ålegræs på havbunden, vise, hvordan omsorg for havet helt konkret kan ske i bølgen blå.

I de danske farvande finder blå diakoni altså et hav i nød, ramt af bundtrawling, tab af biodiversitet, iltsvind m.m. Men den møder også gode samtalepartnere. Det gør den blandt andet i Diakonirådets definition af diakoni, som hviler på fire hjørnesten: næstekærlighed, inkluderende fællesskab, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed. Værn om skaberværket inkluderer ifølge Diakonirådet hele kloden med planter, dyr og mennesker, havet, luften og hele økosystemer – i tillæg til et ansvar for kommende generationer. Diakonitrådet peger på, at kirken og de diakonale organisationer som konkrete manifestationer af værn om skaberværket kan gå ind i den offentlige debat, være selvkritiske, være en kritisk stemme for sårbare menneskers vilkår og give plads til kreative løsninger.

Et af Diakonirådets eksempler er Folkekirkens Nødhjælps initiativ Wefood, som er en kæde af butikker med overskudsmad til lave priser, hvis overskud går til mennesker, der er ramt af sult blandt andet som konsekvens af klimakrisen. Wefood minder om Maggangs hav i Pantai Rote, idet omsorg for skaberværket og omsorg for de sultende hænger sammen i begge.

Blå diakoni betyder også, at det diakonale arbejde bliver vådt uden at blive udvandet. Hvis mennesker og havet skal være meddiakoner, kan diakoni ikke være omsorg leveret på tør afstand af mennesker, der tror, de står uden for vandet oppe på kysten. Diakoni kan i stedet få våde fødder, og det begynder med at genkende, at vi selv er lavet af vand – cirka 70% af vores kroppe, for at være mere præcis. Men uden for vores krop indgår vi også i våde relationer. Som hydrofeministen Astrida Neimanis understreger i sit arbejde med ’kroppe af vand’: Vand løber gennem os og alt andet liv, ikke som enkeltindivider, men i et fællesskab – hvad hun refererer til som ’hydro commons’. Denne tanke kan endvidere komme med ind i de kristne refleksioner gennem eksempelvis en andagt fra Grøn Kirke, hvor vandets allestedsnærværende tilstedeværelse sammenlignes med Gud. Her forstås vandet, ligesom det guddommelige, som værende til stede i hver eneste celle i vores krop, synligt og usynligt. Når også den diakonale tankegang tilføjes til disse våde relationer, bliver det til en påmindelse om, at omsorg for vand og omsorg for mennesker ikke er to forskellige opgaver.

Her kommer Margaret Ferris’ blå teologi fra 2008 også ind. Ferris’ blå teologi er opkaldt efter Søster Vand fra bønner af Frans af Assisi og bygger på feministisk teologi og befrielsesteologi. Dens kerne er derfor praksis, og Ferris foreslår den som et middel til handling. Hvis blå diakoni stoppede ved blot at lytte til havet og anerkende vores slægtskab med det, ville den mangle denne praksisfokus. Blå diakoni tager diakoniens tanke om at være næstekærlighed og evangelium i handling seriøst. Som den samaritanske kvinde i Joh 4 minder os om, er tørst ikke kun metaforisk, men også kropsligt erfaret. Blå diakoni tilbyder hverken blåøjet optimisme eller nihilistisk pessimisme, men kropsliggjort omsorg, hvor næstekærligheden ikke udvandes til at være handlingsløs, men i stedet sker lige nu og her for både fattige, havet og andre kroppe af vand.

Læs mere her

Danmarks Naturfredningsforening, “Ålegræs”. Tilgængelig på: http://dn.dk/vi-kaemper-for/et-levende-hav/alegraes/

Ferris, Margaret, “Sister Water: an introduction to blue theology”, i: Susan Shaw & Andrew Francis (red.), Deep blue: Critical reflections on nature, religion and water, Taylor& Francis Group 2008, 195-212.

Maggang, Elia, “Blue diakonia: the mission of Indonesian churches for and with the sea”, Practical Theology 16/1 (2023), 43-54.

Neimanis, Astrida, Bodies of water: Posthuman feminist phenomenology, Bloomsbury Academic 2017.

Pedersen, Maria, ”Andagt om taknemmelighed for vand”, Grøn Kirke. Tilgængelig på: https://xn--grnkirke-64a.dk/andagt-om-taknemmelighed-for-vand/


Samtalespørgsmål

Hvis I vil starte en samtale om, hvordan blå diakoni kan se ud hos jer, kan I begynde med disse spørgsmål:

  • Diakonirådet peger på at gå ind i den offentlige debat, være selvkritisk, være en kritisk stemme og give plads til kreative løsninger. Hvilken af de fire er mest nærliggende hos os, og hvilken er sværest?
  • Hvem ligger i vandkanten (jf. Luk 10) i danske farvande og hvem stopper op og hjælper?
  • Hvordan kan omsorg for havet, omsorg for næsten og kampen for retfærdighed holdes sammen i vores kontekst?
  • Hvilke steder i vores lokalområde er havet eller vand en kilde til liv, mad eller fællesskab, og hvem er afhængige af det?
  • Hvornår har vi sidst haft “våde fødder” i vores arbejde, altså været tæt på dem, der lever af og med vandet, i stedet for at hjælpe på tør afstand?
  • Hvordan kan havet få en stemme i vores praksis, og hvad vil det sige at lytte og svare i handling?

Sprogøvelse: At være vand

Hvis havet ikke er et tavst objekt, men har en stemme, må vi lære at lytte. Det har botanisten Robin Wall Kimmerer blandt andet arbejdet med. Hun fortæller i Braiding Sweetgrass (2013) om, hvordan hun, mens hun lærte potawatomi, opdagede, at vand kan være noget, man gør. Mere specifikt lærte hun, at når man taler potawatomi, kan man bruge en verbumsform for eksempelvis at være en bugt. På potawatomi er klipper, bjerge, vand og ild også levende væsener. Det kan man se direkte i deres bøjning af verbet ’er’, fordi det ændrer form afhængigt af, om man bruger det om et levende væsen eller ej. En bugt er levende, og man bruger derfor den levende væreform her. Når det sker, ser vi i mindre grad på verden som en ressource, som vores moralske ansvar ikke dækker i ret høj grad. Når vi bruger det levende ’er’ om naturen, og når vi taler om en bugt, som noget vandet gør, bliver vi mindet om, at vi alle deler en verden, som vi ikke bare kan fange i et dødt sprog.

Resultatet af et sådant syn på naturen er dog ikke kun en mere vandet relation til verden; det sætter sig også igennem i en taknemlighedspraksis, hvor vi husker vores eget ansvar over for naturen. Kimmerer kan her blandt andet tale om generøsitet, gaver og ritualdans, som hun finder i sin egen kultur. Hun skriver:

Generøsitet er på én gang et moralsk og et materielt krav, især blandt folk, der lever tæt på naturen og kender dens skiften mellem overflod og knaphed. Hvor den enkeltes velbefindende er knyttet til alles velbefindende. Rigdom blandt oprindelige befolkningsgrupper måles ved, at man har nok til at give væk. Når vi hamstrer gaven, bliver vi forstoppede af rigdom, oppustede af ejendele, for tunge til at deltage i dansen. (oversat til dansk fra side 360 i Braiding Sweetgrass)

Inspireret af Kimmerer kan I give jer i kast med en sprogøvelse: Forsøg at omformulere en sætning om havet, så “det” bliver personligt eller så et navneord bliver til et verbum: ikke “floden”, men “at være en flod”. Hvad sker der med dit blik på vandet? Hvad sker der med dit ansvar? Og hvad sker der med dig selv?

Reference

Kimmerer, Robin W. Braiding Sweetgrass: Indigenous Wisdom, Scientific Knowledge, and the Teachings of Plants, Milkweed Editions 2013.