Denne diakoni-katekismus er skrevet af Henrik Stubkjær, på daværende tidspunkt forstander på Diakonhøjskolen, i februar 2005. Katekismen kan findes i Det Dyrebare Menneske, Eksistensen 2005, s. 107-118. Den er gengivet her med tilladelse fra forfatter og forlag.
Gennem flere år er der fra mange sider blevet efterlyst klare svar på, hvad diakoni er. Jeg møder det ofte fra de studerende på Diakonhøjskolen. Det er noget, de diakonale organisationer i Dansk Diakoniråd har efterspurgt i alle de år, jeg har været med der. Og det er spørgsmål, man møder igen og igen i kirkelige og folkelige sammenhænge.
Ideen til at lave denne katekismus kommer fra Norge. For to år siden udgav Diakonhjemmet i Oslo en Diakonikatekisme, hvor man kort og klart besvarede de 10 mest stillede spørgsmål om diakoni.
Da vi ikke i Danmark har haft et sådant samlet bud på, hvad diakonien indeholder, var det oplagt at gøre forsøget i forbindelse med udsendelsen af en af de første bøger om diakoni i nyere tid.
Ordet ”katekismus” betyder oplæring, og indenfor den kirkelige tradition kender vi denne form for oplæring fra Luthers lille og store katekismus. I dem forsøger Luther at give svar på forståelsen af centrale punkter i kristendommen.
En diakoni-katekismus må dog ikke opfattes som fastlåste autoritative svar – for diakonien lader sig ikke sådan låse fast. Diakonien er båret af Guds kærlighed og må altid ses ind i den konkrete kontekst. En har sagt det således: ”Diakoniens dagsorden skrives af verden”.
Det er mit håb, at dette bud på en diakoni-katekismus dels må skabe afklaring og dels må skabe debat, så andre også begiver sig ud i nye bud på diakoniens væsen og praktiske udfoldelse.
Højbjerg, februar 2005
Henrik Stubkjær
Forstander på Diakonhøjskolen
Indhold
- Hvad betyder ordet diakoni?
- Hvad er diakoni?
- Hvad er diakoniens formål?
- Hvad er forskellen mellem diakoni og næstekærlighed?
- Hvordan er forholdet mellem diakoni og forkyndelse?
- Hvem er diakoniens målgruppe?
- Hvem kan udøve diakoni?
- Skal man være kristen for at udøve diakoni?
- Hvad er en diakon?
- Hvad er udfordringerne til diakonien i dag?
1. Hvad betyder ordet diakoni?
Ordet diakoni er græsk og betyder TJENE.
Ordet forekommer ca. 100 gange i Det nye Testamentes græske grundtekst. I den danske oversættelse er det oversat med tjene, opvartning ved bordene, husligt arbejde m.v.
På Jesu tid var det et almindeligt hverdags ord, som alle kendte. Om sig selv siger Jesus, at han er kommet for at tjene – for at yde diakoni. Begrebet diakoni har således været helt centralt for den kristne kirke, og op gennem århundrederne går ordet fra at være et almindeligt hverdags ord til at blive betegnelsen for den tjeneste, som sker ud fra et kristent livs- og menneskesyn.
En overgang var ordet diakoni ved at glide ud af brug, og man brugte i stedet ordet omsorg. Men gennem det seneste årti er diakoni ved at få en fornyet opblomstring. Betegnelsen bruges nu aktivt af både de diakonale organisationer herhjemme og af de organisationer, som arbejder med den internationale diakoni. Ligeledes er der blevet oprettet flere stillinger indenfor folkekirken med titlen ”sognediakoner”
Ordet diakoni rummer både en begrebsmæssig og historisk tyngde, som er værd at bevare og fastholde, fordi den er et værn mod, at vi i vores omsorgstænkning kastes hid og did af tilfældige modeluner. Diakonien holder os fast på, at det er det hele menneske, som er i centrum, og at kærligheden ikke kan gradbøjes.
2. Hvad er diakoni?
- Diakoni: Betyder tjeneste
- Diakoni: Er organiseret næstekærlighed
- Diakoni: Omsorg for det hele menneske ud fra et kristen livs- og menneskesyn.
- Diakoni er Kirkens kropssprog
- Diakoni: Er både her og nu hjælp og mere langsigtet livshjælp.
- Diakoni: Nedbryder alle menneskeskabte skel og grænser.
- Diakoni: Er protesterende, når den oplever, at det enkelte menneskes værdighed trædes under fode.
Mere teologisk kan diakonien også beskrives som TRINITARISK i sit væsen:
- Diakonien har sit udgangspunkt i skabelsen: Hvert eneste menneske rummer en gudbilledlighed, er helt unikt og elsk-værdigt. Som mennesker er vi skabt til at leve i fællesskab, og vi har fået et ansvar overfor både medmennesker og resten af skaberværket.
- Diakonien har sin begrundelse i Kristus: Kristus kom til verden for at tjene. Hans tjeneste var at genoprette menneskers forhold til Gud og at bekæmpe nøden og lidelsen i og mellem mennesker. Hans redskab var nådens og tilgivelsens gave, som rækkes os gennem Guds kærlighed. Kærlighedens væsen er at ville deles. Den kærlighed, vi er blevet mødt med, er vi således sendt ud for at give videre i mødet med medmennesket.
- Diakonien virkeliggøres i Helligånden: Det diakonale arbejde får sin identitet fra evangeliet. Diakonien er en af kirkens/menighedens kendetegn. Diakonien er kirkens kropssprog i mødet med det nødlidende menneske.
3. Hvad er diakoniens formål?
Diakoniens formål er at møde det enkelte menneske med respekt, værdighed og omsorg. Diakoniens arbejdsfelter er både:
- Afhjælpningen af den fysiske nød.
- Mødet med medmennesket midt i problemer af sjælelig, følelsesmæssig eller relationsmæssig karakter.
- Mødet med medmennesket, som står med religiøse og eksistentielle livsspørgsmål. Mennesket, som ikke kan finde mening og håb.
Formålet er ikke at føre dette menneske et bestemt sted hen, men at give det værdighed og kærlighed, så det bliver i stand til at finde sig selv og finde afklaring i forholdet til Gud, medmennesker og sig selv.
Opgaven er ikke at føre mennesket ud af mørket og hen til Gud. Erfaringen fra arbejdet i diakoni er nemlig, at Gud er lige midt i mørket.
Diakoniens formål må tage farve af den konkrete situation.
Noget diakonalt arbejde har f.eks. som delformål at behandle et misbrug. Andet har som delformål blot at skabe rammerne for, at mennesket kan få lov at være, som det er.
Diakonien må aldrig lade sig forlede af den menneskelige logik, som så gerne vil kunne præsentere resultater, der kan måles og vejes. På den måde kan diakonien få som formål at skabe fristed midt i et samfund, som er blindt fokuseret på resultater
4. Hvad er forskellen mellem diakoni og næstekærlighed?
Næstekærligheden er et alment begreb, som findes i de fleste kulturer.
I kristendommen er næstekærligheden udmøntet i det dobbelte kærlighedsbud:
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv” Luk. 10,27.
Kærlighedsbudet er hentet i jødedommen, men i kristendommen får det et nyt fortegn. Fortegnet er her Guds nåde. Forudsætningen for, at vi kan elske andre, er, at vi er elsket først. Det er den kærlighed, vi er skyldige at give videre til andre.
Næstekærligheden er grundlæggende i kristendommen. Det sammen er diakonien. De to begreber har sammen udgangspunkt. Mens næstekærligheden er fordringen til den enkelte, er diakonien den organiserede form for næstekærlighed.
Diakonien går ind i de tungere opgaver, hvor der er brug for en organisering, og hvor der er brug for at samle en række kompetencer og systematisere hjælpen. At imødegå tunge sociale problemer kræver organisering. At hjælpe ofre for naturkatastrofer og krige etc. kræver en organisering. Hvor denne organisering tager sit udgangspunkt i kirken, kaldes det diakoni.
5. Hvordan er forholdet mellem diakoni og forkyndelse?
Traditionelt skelner man mellem diakoni og mission. Man vil således kunne sige, at diakoni er én ting og mission/forkyndelse noget andet. Men enhver form for mission har i sig muligheden for at yde diakoni, og enhver form for diakoni har i sig muligheden for at forkynde.
På Diakonhøjskolen har man et kunstværk af den svenske kunstner Stig Carlsson. Han har givet kunstværket titlen: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for alle folk.” Man kan undre sig over, at han har valgt denne titel. Men nogen har nævnt, at der kunne høre en lille eftersætning med, så lyder titlen sådan: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for alle folk – brug ord om nødvendigt!”
Diakonien bærer forkyndelsen implicit. Det er diakoni at åbne dørene for den som fryser og invitere på en kop kaffe – eller at dele telte og ris ud til den, som har mistet sit hjem pga. en naturkatastrofe.
Diakonien må også være åbne for den, som kommer med et eksistentielt livsspørgsmål. Det er ikke sikkert, man har svaret; men diakonien er åben for dialogen og kender til kilden, hvor kærligheden og håbet sættes ind i verden.
Diakoniens primære formål er ikke omvendelsen, men afhjælpningen af nøden – i hvad form, den end viser sig.
6. Hvem er diakoniens målgruppe?
Spørgsmålet er hørt før. I Lukasevangeliet er det en skriftklog, som stiller Jesus spørgsmålet. Og Jesus svarer med lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Det svar, som kommer ud af lignelsen, er, at der ikke kan sættes nogen grænser for, hvem der skal hjælpes. Dette ses i øvrigt også gennem hele Jesu liv. Det er én lang vandring med fokus rettet mod dem, som har brug for hjælp. I evangeliet møder vi den Jesus, som altid tager parti for den svage.
Den diakonale tjeneste retter sig mod dem, som har hjælp behov. Her skeles der ikke til nationalitet eller religiøs overbevisning. Her er der ikke forskel på mand eller kvinde, barn eller voksen. Diakonien kan principielt være at finde alle steder, hvor nøden stikker sig grimme ansigt frem. Diakonien er traditionelt kendt for at være der, hvor det ser sortest ud. Lidt sloganagtigt bliver det ofte udtrykt gennem sætningen ”Diakonien er der, hvor ingen andre vil være”. Diakonien kan rette sig mod både enkeltpersoner eller grupper som lider, er udsat for undertrykkelse eller andre former for overgreb.
7. Hvem kan udøve diakoni?
På samme måde, som Luther taler om det almindelige præstedømme, kan man tale om det almindelige diakonidømme. Med talen om det almindelige præstedømme mener Luther, at enhver, som er krøbet gennem dåben, også er kaldet til at forkynde evangeliet. På samme måde kan man tale om, at enhver, der er krøbet gennem dåben, også er kaldet til at øve diakoni – have omsorg for mennesker i nød.
Alle kristne (det er altså ikke noget, vi lutheranere har patent på) er altså kaldede til at øve diakoni. Men på samme måde, som man har nogle, der er kaldede til det særlige præstedømme, så findes der også nogle, som er kaldede til det særlige diakonidømme
Diakoni kan udføres af både uddannede og ansatte diakoner, ansatte ikke-uddannede diakoner og af frivillige. Diakonien kan udføres af organisationer, som arbejder ud fra et kristent livs- og menneskesyn og af kirken og lokale menigheder. De diakonale organisationer kan have tættere eller løsere relationer til det offentlige.
Her i Norden er vi kendt for vores særlige skandinaviske diakonimodel, som den kommer til udtryk i de mange diakonale organisationer. Modellen er kendt for en opbygning med få uddannede og ansatte personer med en stor gruppe frivillige omkring sig.
8. Skal man være kristen for at udøve diakoni?
Mother Theresa blev af journalister ofte spurgt, hvordan hun kunne holde ud at arbejde i noget af verdens værste slum i Calcutta, dag efter dag, år efter år. Hun svarede: ”Det, som holder mig i gang, er den kærlighed, som er ny over mig hver eneste morgen, jeg vågner. Den kan jeg ikke holde for mig selv. Den vil ud. Den vil deles.”
Diakonien består af en dobbelt bevægelse: For det første en søgen ind til Guds kærlighedserklæring og for det andet en sendelse ud i den praktiske omsorg. Det er vigtigt at have begge veje med for at undgå udbrændthed.
Diakonien hører hjemme i en kristelig sfære. Men når det så er sagt, må det være sådan, at alle medarbejdere i en diakonal organisation kan udøve diakoni uafhængigt af deres personlige tro og livssyn. De, som udøver diakoni, må være optaget af at møde det enkelte menneske, som helt unikt og uendelig værdifuldt, og man må være optaget af at give en omsorg, som retter sig mod det hele menneske.
Alle, som arbejder indenfor det diakonale felt, vil opleve at komme til kort. Uanset på hvilket felt det er, må man kende sine egne begrænsninger og turde bruge sine kollegaer og evt. vise opgaver videre til andre. Kun sådan ydes der en kompetent og professionel omsorg.
Det er altså vigtigt at understrege, at diakonien ikke er et ekstra krav, der lægges oveni den almindelige omsorg. Diakonien er i stedet en inspirationskilde og kraftkilde ind i omsorgsarbejdet. Ingen i det diakonale arbejde skal gå rundt og tage andres åndelige temperatur. Man skal støtte og hjælpe hinanden og bruge hinandens stærke sider til gavn for mennesker i nød.
9. Hvad er en diakon?
Traditionelt har den lutherske kirke en treleddet embedsstruktur: biskop, præst og diakon. De kirkelige embeder er konstitueret af tre ting:
- Kaldet
- Uddannelsen
- Indvielsen.
Ad a. I en luthersk kaldsforståelse er kaldet ikke forbeholdt særlige kristelige embeder. Luther taler ligefremt om kaldet som det at turde se sit arbejde i en større sags tjeneste. Skomageren er kaldet til at lave gode sko og må således turde tro, at det gør en forskel, om han er der eller ej. Han arbejder ikke blot for lønnen, men også for at tjene medmennesket.
Nogle få oplever, at kaldet gives næsten ovenfra og ned. De fleste af os oplever måske snarere, at en række ting lagde sig tilrette således, at vi er havnet, hvor vi er. Tør vi se vores arbejde i kaldsperspektivet, får det en ny dimension. Vi får lov at gå til det med det fortegn, at der er en mening med, at vi er her, og at det gør en forskel. At være diakon er at vide sig kaldet til at yde omsorg for mennesker i nød.
Ad b. Diakonien har altid knyttet til ved de sundhedsfaglige og de pædagogiske kompetencer. En diakon er altså en person, som gennem uddannelse har tilegnet sig pædagogiske eller sundhedsfaglige kompetencer – kombineret med teologisk-diakonale kompetencer.
Ad c. Gennem den kirkelige indvielse markeres det, at diakonen er sendt fra kirken med Guds velsignelse. Indvielsen er Guds ”ja, også dig kan jeg bruge i min tjeneste. Gå med min velsignelse og frimodighed.”
Det almindelige er, at det er biskoppen, som indvier diakoner. Men sådan er det endnu ikke i Den danske Folkekirke, hvor indvielsesretten er uddelegeret til uddannelsesstederne.
10. Hvad er udfordringerne til diakonien i dag?
Overordnet er det til stadighed at nytolke evangeliet ind i vores tid, så håbet og den kærlighed, Gud møder os med, helt konkret og kropslig må blive rakt videre til mennesker i nød.
- At fastholde et kristent menneskesyn, som ser mennesket som både Ånd, sjæl og legeme – i både vores sundhedssektor og inden for det sociale område.
- At være med til at sikre den folkelige opbakning for en værdig og anstændig socialpolitik.
- At være med til at sikre at omsorgen i sundhedssektoren og i ældreplejen når hele vejen rundt om det enkelte menneske.
- At være med til at fremme hospicetanken, så der skabes værdighed omkring menneskets sidste tid.
- At holde samfundet fast på en ulandspolitik, som ikke signalerer, at vi har nok i os selv, men vil fastholde Danmarks rolle som fortaler for verdens fattigste.
- At skabe mødesteder for de stadigt flere ensomme, som vores samfund producerer.
- At være de svages talerør i en hverdag, som bliver stadigt mere kompleks.