Musik kan blive et fælles tredje, hvor hjælpen hverken ligger hos hjælperen eller hos den, der modtager den, men i det, vi søger sammen. Her bliver musikken som et fælles tredje et sted, hvor ligeværdige mennesker mødes. Når det kommer til omsorgsarbejde med mennesker ramt af demens, er musik særlig relevant, fordi musik kan lindre agitation, angst og depression, aktivere langtidshukommelsen og give ord og relationer tilbage, når sproget svigter. Tilføjer vi et diakonalt menneskesyn til dette arbejde, understreges det enkelte menneskes identitet og værdighed endvidere som umistelige.
Demens er i Danmark den fjerde hyppigste dødsårsag, og Nationalt Videnscenter for Demens estimerer, at omkring 103.000 mennesker på 65 år eller derover lever med sygdommen. Mennesker med demens lever ikke kun med muligt tab af hukommelse og kognition, men også med muligt tab af sprog og selvstændighed samt angst,agitation og depression. Her har musik vist sig at kunne gøre en forskel, i nogle tilfælde også over for symptomer, der er svære at behandle medicinsk.
Men musik er mere end symptomlindring – det udspiller sig i et fælles tredje, hvor menneskets relationer både opstår og opretholdes. Her kan diakoni bidrage med et bestemt menneskesyn. Johannes Nissen sætter eksempelvis i Møde og dialog (2022) det kristne menneskesyn, hvor mennesket har iboende værdi, op imod et hyperkognitivt samfund, der måler mennesket på dets funktion. Når værdien er forankret uden for mennesket selv, kan ingen og intet tage den fra det, heller ikke en demenssygdom, fastholder Nissen.
Et meget rørende eksempel på dette overlap mellem musik og umistelig værdighed i relationer kan man møde i Rose Marie Tillischs forskning, hvor hun fortæller om sine oplevelser med pseudonymiserede Thora, der blev ramt af demens som 59-årig og senere døde af sygdommen. Tillisch fulgte i sit arbejde med samværsgrupper for mennesker med demens og pårørende i kirken blandt andet Thora og hendes ægtefælle Mikkel (også pseudonymiseret). Thora elskede at synge i kor, og Tillisch fortæller, hvordan
de tog begge afsted til kor også da hun ikke længere kunne stå op, så hun sang
med i koret fra en madras. For det gjorde hende glad.
Her mødes Thoras egen glæde, forholdet til ægtefællen og menigheden og kirkens liturgi og rum. Thoras tilstedeværelse er en selvfølge, og den afhænger ikke af, hvad hun kan – hun er lige så velkommen i koret som resten af menigheden.
Den samme iboende værdighed og velkommenhed finder vi også i et interviewstudie af Orii McDermott, Martin Orrell & Hanne Mette Ridder. Her fortæller mennesker ramt af demens selv, hvad musik betyder for dem. Mange fremhæver, at musikken er enkel og energigivende. Andre peger på, at den kan hjælpe med at bevare ens egen identitet. Som en deltager sagde (oversat til dansk): “Jeg glemmer ting. … Men når jeg laver en kop te i køkkenet, synger jeg det, jeg husker. Musik fra dengang jeg var barn. Jeg er gammel nu, men musikken bliver”. Musikken beskrives også her som relationel. En deltager fortæller, at han i musikgruppen kunne tale om det, der rørte ham, og dele sine følelser med de andre. Her skaber det fælles tredje både identitet og rum for fællesskab.
For at skabe et støttende socialt miljø kan musikken skræddersys til den enkelte, for eksempel som en personlig playliste, noget som McDermotts forskning har vist. Interaktive musikalske aktiviteter virker desuden bedre end passive – vi vil gerne synge med, når vi indgår i musikkens fælles tredje. Fællessang giver en dybere forbundethed og en følelse af at høre til, både for mennesker ramt af demens og for deres pårørende. Den kan også gøre relationen mellem omsorgsgiver og omsorgsmodtager mere ligeværdig, fordi vi skaber mening sammen. Katrine Frøkjær Baunvig kalder derfor fællessang en transcendensteknologi. Har du selv lyst til at afprøve dette, kan du blandt andet benytte Synnøve Friis’ metode og øvelser kaldet ”musik og ord, der bevæger” her.
Læs mere her
Baunvig, Katrine Frøkjær, ”Fra velsignelse til velvære: Fællessang som transcendensteknologi”, Kritisk Forum for Praktisk Teologi 163 (2022), 1-13.
Jensen, Anne-Mette M. & Hugo Jensen, “Musik og ord, der bevæger: Metode og øvelser af Synnøve Friis til træning for ældre med og uden demens”, Dansk Musikterapi 16/ 2 (2019), 3-7.
McDermott Orii, Martin Orrell & Hanne Mette Ridder, ”The importance of music for people with dementia: the perspectives of people with dementia, family carers, staff and music therapists”. Aging & Mental Health 18/6 (2014), 706-716.
McDermott, Orii, “Training caregivers: Music therapy skill sharing and capacity building”, Becky Dowson & Justine Schneider (red.), Music and Dementia: Perspectives on Research and Implementation, Routledge 2026.
Nationalt Videnscenter for Demens, ”Forekomst af demens i Danmark”. https://videnscenterfordemens.dk/da/forekomst-af-demens-i-danmark
Nissen, Johannes, Møde og dialog: Sjælesorg i diakonal kontekst. Eksistensen 2022.
Tillisch, Rose Marie, ”At tale om det ingen aner hvad er: Eksistentielle samtale- og samværsgrupper for mennesker med demens og deres pårørende i kirken”, Kritisk Forum for Praktisk Teologi 176 (2026), 12-23.
VIPS-modellen
Nationalcenter for Demens foreslår eksempelvis VIPS-modellen, der bygger på Tom Kitwoods personcentrerede omsorg, i omsorgsarbejdet med mennesker ramt af demens. På dansk lyder modellen således:
V – Et værdigrundlag, som anerkender menneskets absolutte værdi, uafhængigt af alder og kognitiv funktion.
I – En individuel tilgang, som lægger vægt på det unikke i hvert enkelte menneske.
P – Evnen til at kunne forstå verden fra personens perspektiv.
S – Etablering af et støttende socialt miljø, som dækker personens psykologiske behov.
Det diakonale menneskesyn kan uddybe V, mens IPS viser, hvordan værdierne bliver til praksis.
Reference
Nationalt Videnscenter for Demens, VIPS-praksismodellen”. https://videnscenterfordemens.dk/da/vips-praksismodellen
Tematikker til samtaler om musik
Ifølge Orii McDermott, Martin Orrell & Hanne Mette Ridders psykosociale model kommer mange temaer op i musikalsk omsorgsarbejde med mennesker ramt af demens. Her er musik ikke kun et redskab mod agitation og andre symptomer, men en vej ind til det enkelte menneskes selvforståelse, præferencer og livshistorie. Ønsker du selv at starte samtaler om musik op med mennesker ramt af demens, kan du overveje følgende temaer:
Her og nu: Det mest almindelige tema på tværs af sygdomsstadier. Musik opleves som enkel og let at komme ind i. Spørg til, hvordan musikken føles lige nu, og hvad der er godt ved den.
Hvem du er: Musik hænger sammen med personlig, social og kulturel livshistorie. I studiet var kirkegang og salmesang en vigtig del af mange deltageres opvækst. Spørg til sange fra barndommen, fra kirken og fra livet i øvrigt.
Forbundethed: Musik kan være en måde at skabe og vedligeholde relationer på. Spørg til, hvem personen har sunget eller lyttet sammen med, og om der er nogen, musikken minder dem om.
Musikkens effekt på humøret: Nogle oplever musik som energigivende, andre som beroligende. Spørg til, hvornår på dagen musik gør godt, og hvilken effekt den har.
Musikken i plejehjemmets hverdag: På et plejehjem har man ikke altid selv kontrol over lydbillederne omkring sig selv. Spørg til lyden omkring personen. Har vedkommende mulighed for at vælge, hvad der spilles og hvornår? Opleves det som et problem?
Husk, at musiksmag er individuelt. Det kan være svært at tage hensyn til i en blandet gruppe, men det er vigtigt at forsøge. McDermott og kollegaer anbefaler derfor, at individuel musiksmag indgår i udvælgelsen af musik.
Reference
McDermott Orii, Martin Orrell & Hanne Mette Ridder, ”The importance of music for people with dementia: the perspectives of people with dementia, family carers, staff and music therapists”. Aging & Mental Health 18/6 (2014), 706-716.