WHO beskriver sundhed som en tilstand af fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velbefindende, og derfor ikke blot fraværet af sygdom. Når vi taler om diakonal omsorg, ser vi dog på mere end disse tre sider af mennesket. I diakoni benytter man nemlig blandt andet det femfoldige omsorgsbegrebet, også kaldet det udvidede omsorgsbegreb, som f.eks. Jens Maibom Pedersen har arbejdet med. Her inddrages i tillæg til menneskets fysiske, psykiske og sociale velfærd også en hensyntagen til de kulturelle og åndelige sider af mennesket. Her tages altså også et menneskes tro med i omsorgsarbejdet. Og det er der god grund til. Som Niels Hvidt, professor i eksistentiel og åndelig omsorg, har understreget, kan tro øge velvære, livskvalitet og lykkefølelse, mens det samtidig kan bidrage til en nedsat sygdomsrisiko. Tro hænger desuden sammen med øget livslængde og kan have indflydelse på folks bedring såvel som hjælpe med at mestre sygdom. Det femfoldige omsorgsbegreb er således en af de måder, man kan rammesætte det forhold, at for mange mennesker hænger tro, håb og helbred sammen. Derfor er eksistentiel og åndelig omsorg en relevant tilføjelse til en sundhedsforståelse, der lægger sig op ad WHOs definition.
Det har blandt andet Dorte Toudal Viftrup arbejdet med. Hun har vist, hvordan sundhedssektoren med rette kan benytte forskning og erfaringer fra feltet eksistentiel og åndelig omsorg. Det eksistentielle perspektiv befinder sig mellem det patologiserende perspektiv og det sociologiserende perspektiv, hvormed man i mødet med det andet menneske hverken forsøger at patologisere eller psykologisere dette menneske eller de livsvilkår, det lever i. I stedet for en negligering af menneskets oplevelse af egne livsvilkår, ser man det hele menneske og den eksistentielle agens, dette menneske udlever. Her er mennesket aktør i sit eget liv. Hermed søger mennesket mening i eget liv og forsøger derfor at interagere meningsfuldt, relationelt og intentionelt i de situationer, det nu engang befinder sig i. Det afgørende er her ikke de indre tilstande, som i et patologiserende perspektiv, eller de ydre tilstande, som i et sociologiserende perspektiv, men menneskets eksistentielle handleevne. Den eksistentielle agens kan udfolde sig i mange retninger. I eksistentiel omsorg taler man både om horisontale livsdimensioner og -relationer, hvilket handler om menneskets relation til sig selv og andre mennesker, og om vertikale livsdimensioner og -relationer, hvilket tilføjer, hvordan mennesket finder oplevelse af mening og betydning i direkte relation til det transcendente.
Mening bliver ofte særligt udfordret, både horisontalt og vertikalt, når vi befinder os i kriser, prøvelser og ekstreme livsoplevelser. Når det kommer til spørgsmålet om meningsdannelse under indlæggelser, har Naveed Baig vist, hvordan mening(sdannelse) intensiveres ifm. eksempelvis tanker om determinisme, verbale og nonverbale henvendelser til Gud, retrospektivt blik på liv, gerninger og relationer, prøvelsestanken, rituel praksis samt forståelse af død og efterliv i en islamisk kontekst. Også her ser man på det hele menneske, som består af selv (nafs), hjerte (qalb), intellekt (aql), krop (jism) og sjæl/ånd (ruh). Mennesket er her en unik skabning, værdsat af Gud. Det betyder også, at vi finder både teocentriske, som også kunne kaldes vertikale, og antropocentriske, som også kunne kaldes horisontale, perspektiver i eksistentielle og åndelige refleksioner, når mening udfordres i krise- og lidelsessituationer. I et teocentrisk perspektiv kan sygdom og helbredelse betragtes som relateret til Gud, eksempelvis som prøvelse, Guds vilje eller taknemlighedsmulighed. Det antropocentriske perspektiv betyder, at også patientens eget liv og relationerne i dette liv medinddrages i refleksionerne over mening og meningstab i krise- og lidelsessituationer. Spørgsmål om lidelse og meningsdannelse i islamisk omsorgsteologi viser altså, at sygdom ikke blot er medicinsk, men kan placeres i en eksistentiel og åndelig ramme, hvor den er en del af en større fortælling om prøvelse, tålmodighed, Guds vilje og håb.
Fordringer – talte og utalte – om eksistentiel og åndelig omsorg i sundhedssystemet møder vi mange steder, både i de store spørgsmål i dyb sorg og helt inde i hverdagens kroge, hvor vi kan udøve omsorg gennem blot en kop kaffe. Det femfoldige omsorgsbegreb kan udfolde sig overalt i sundhedssektoren. Det kan være noget så simpelt – og alligevel i en travl hverdag, overset – som at se mennesket i mødet. Hospitalspræst i psykiatrien, Lene Wagner, fortæller i sit arbejde med brugen af eksistentiel og åndelig omsorg i det diakonale arbejde om, hvordan det kan være afgørende at gå til dette møde med en begrebsomvæltning. Her bliver patienter til mennesker, psykisk syge til sindslidende og diagnoser til psykisk og eksistentiel lidelse. Eller, som Wagner skriver, mennesket kommer i forgrunden og patienten i baggrunden. Her er mennesket ikke kun krop, men også ånd og sjæl. Og derfor har man også brug for eksistentiel og åndelig omsorg. Det kan blandt andet ske i fællesskab, nærvær og ritualdeltagelse. Se et uddrag af relevante ritualer længere nede i dette indlæg. Det diakonale blik kan nok ikke helbrede sygdom, men det kan være med til at hele selvværdet.
Læs mere her
Wagner, Lene, ”At møde sindslidende og selvmordstruede mennesker med sjælesorg og ritualer”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 217-228.
Baig, Naveed, ”Mening, meningsdannelse og lidelse i islamisk teologi: Når teori møder empiri”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 129-144.
Viftrup, Dorte Toudal, ”Åndelig dannelse”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 67-78.
Viftrup, Dorte Toudal, ”Eksistentiel omsorg for den mentale sundhed og trivsel”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 79-90.
Pedersen, Jens Maibom, ”Diakoni og det udvidede omsorgsbegreb”, Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg, Johannes Nissen & Jens Maibom Pedersen, Diakoni: Perspektiver og pejlinger, Eksistensen 2020, 101-110.
Det udvidede omsorgsbegreb
”Det udvidede omsorgsbegreb” betyder i praksis, at den dygtige socialdiakon og socialpædagog i sit arbejde har blik for ”det hele menneske” og møder det med fysisk, psykisk, social, kulturel og åndelig omsorg.
Den fysiske omsorg er kendetegnet ved en opmærksomhed på og en handlen i forhold til det enkelte menneskes fysik og helbred. Det kræver en faglighed, hvor omsorgspersonen har den nødvendige viden, færdigheder, kompetencer, empati, dannelse, mod og respekt til bl.a.:
- At være fysisk tæt på et andet menneske og dets fysiske skrøbelighed
- At yde hjælp til personlig omsorg, hygiejne og pleje
- At støtte op omkring ernæring, behandling og forebyggelse
- At motivere berøring, bevægelse og fysisk udfoldelse
- At understøtte eventuel rehabilitering, palliation og heling
Den psykiske omsorg er kendetegnet ved en opmærksomhed på og en handlen i forhold til det enkelte menneskes mentale velbefindende og psykiske tilstand. Det kræver en faglighed, hvor omsorgspersonen har den nødvendige viden, færdigheder, kompetencer, empati, dannelse, mod og respekt til bl.a.:
- At tage det enkelte menneskes liv, følelser og erfaringer alvorligt
- At turde og evne at være til stede i samtale og dialog om det enkelte menneskes liv
- At bidrage til mental sundhed og trivsel ved at skabe plads til, at det enkelte menneske kan udfolde sine evner og magte livets mange udfordringer
- At bistå den enkelte i arbejdet med at opbygge personlige relationer
Den sociale omsorg er kendetegnet ved en opmærksomhed på og en handlen i forhold til det enkelte menneskes sociale liv, muligheder og relationer. Det kræver en faglighed, hvor omsorgspersonen har den nødvendige viden, færdigheder, kompetencer, empati, dannelse, mod og respekt til bl.a.:
- At identificere ødelagte relationer og netværk med henblik på at afdække nye muligheder for fælles iv og sociale sammenhænge
- At vedligeholde og udbygge eksisterende relationer samt opbygge og understøtte nye bæredygtige fællesskaber
- At bidrage med hjælp til livsmestring ved at facilitere deltagelsesmuligheder for den enkelte
Den kulturelle omsorg er kendetegnet ved en opmærksomhed på og en handlen i forhold til det enkelte menneskes og samfundets kulturelle værdisæt, normer og traditioner. Det kræver en faglighed, hvor omsorgspersonen har den nødvendige viden, færdigheder, kompetencer, empati, dannelse, mod og respekt til bl.a.:
- At give den enkelte mulighed for æstetiske og kulturelle oplevelser
- At understøtte den enkeltes mulighed for individuelt og i fællesskab med andre at udtrykke sig musisk og kreativt
- At bidrage til og festligholde mærkedage og kulturelle traditioner i forhold til den enkeltes ønsker og muligheder
Den åndelige omsorg er kendetegnet ved en opmærksomhed på og en handlen i forhold til det enkelte menneskes eksistentielle overvejelser og spørgsmål og åndelige behov. Det kræver en faglighed, hvor omsorgspersonen har den nødvendige viden, færdigheder, kompetencer, empati, dannelse, mod og respekt til bl.a.:
- At tage det enkelte menneskes eksistentielle og religiøse livsanskuelse og behov alvorligt
- At indgå i eksistentielle samtaler om f.eks. liv og død, mening og meningsløshed, tro og tvivl, magt og afmagt
- At kende til forskellige former for eksistentiel og religiøs praksis
- At kunne formidle kontakt til præst eller relevante samtalepartnere
Pedersen, Jens Maibom, ”Diakoni og det udvidede omsorgsbegreb”, Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg, Johannes Nissen & Jens Maibom Pedersen, Diakoni: Perspektiver og pejlinger, Eksistensen 2020, 101-110 (104-106).
Andre ritualer
Lystænding
Hvis der ikke længere er noget håb hos den syge, kan man som sjælesørger tænde et lys for den syge og lade det repræsentere håbet om, at der igen må komme lys i den hjælpsøgendes liv.
Aflevering af sten
Man kan sammen finde og udvælge sten, der repræsenterer byrder og lidelse i konfidentens liv, og aflevere dem på et aftalt sted. Måske er det hjælpsomt at kaste dem langt ud i vandet. Måske kan det være gavnligt at lægge dem på et alter. I nogle tilfælde skal stenene måske begraves, for at man kan slippe af med plagen.
Afskedsbrev som ”Skriftemål”
Syndsbekendelsen og håndspålæggelsen i det traditionelle skriftemål vil være fremmede for mange. Men måske kan man lykkes med at ændre det afskedsbrev, der ofte går forud for selvmordet, til en slags skriftemål og gennem skriveprocessen finde frem til en forsoning med det, der har været ens liv. En forsoningsproces, der forhåbentlig kan betyde, at man ikke tager det efterfølgende skridt til selvmordet. Så kan man evt. brænde brevet med de mange bekendelser i stedet for tilsigelsen af syndernes forladelse.
Wagner, Lene, ”At møde sindslidende og selvmordstruede mennesker med sjælesorg og ritualer”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 217-228 (224-225).