Vi kender det alle. Solen bryder frem fra skyerne, den første sne rammer en varm kind, den regnfriske luft trækkes helt ned i lungerne eller havet kommer endelig til syne over horisonten akkompagneret af duften af saltvand. Et øjeblik, hvor naturen minder os om, hvem og hvor vi er. Et øjeblik, hvor vi mærker, hvordan vi er mere vores egen krop med smilerynker, tankemylder og alt derimellem, men også en del af noget større. Et øjeblik, hvor vi ikke længere er kun os selv, men også det, der går os i møde. Vi oplever en erfaring af resonans.
Resonansbegrebet blev for alvor et alment kendt begreb gennem Hartmut Rosas arbejde. Med resonansbegrebet har Rosa givet os en meget stærk påmindelse om, at vi også selv er natur – og i øjeblikke er vi så heldige at mærke det igennem resonans, som i dette frisættende øjeblik kan hive os ud af det accelerationssamfund, vi ellers befinder os i. Resonansrum kan findes mange steder: blandt andet i kunst, musik, kirke og i natur. Der kan opstå en vibrerende tråd mellem os og naturen, når dette sker. Verden bliver både imødekommende og svarende. Derved er naturen ikke længere blot et sted, hvor vi kan udøve diakoni; den kan også virke restituerende for os. Det handler naturligvis ikke om at gøre naturen til en brugsting for mennesket, hvorved natursynet ville gå fra resonans til ressource, men i stedet om at tillade naturen at tale til os som et resultat af praktisk-aktive og emotionelle betydningsfulde erfaringer. Ro, sansninger og nysgerrighed kan fylde os, når vi opholder os i naturen og opretholdes gennem noget så simpelt som det åndedræt, vi deler med resten af kloden. Som Christina Brandt Moseholm Olsen har beskrevet det i sine studier af tanken om naturen som resonansrum i arbejdet med eksistentiel og åndelig omsorg:
“At opleve duften af nyslået græs, en solopgang ved havet og de frostklare morgener kan blive en sanseoplevelse af naturen som en forbundethed, hvor der opstår forbindelse mellem kroppen og verden. Vi erfarer med vores kroppe og følelser, og naturen bliver her en sfære fyldt af ro, sansninger og nysgerrighed, hvor vi for en stund kan få fred for vores vante tankemønstre og restituere ved at opleve en tillid til, at der ingen fare er på færde.”
Det er ikke altid lige nemt, og det kan derfor være noget, vi skal øve os i. Men når det lykkes, kan naturen invitere os til at finde grobund i et ellers forhastet samfund.
I en gårdhave i Apostelkirken på Vesterbro i København mødes en gruppe mennesker hver onsdag eftermiddag. Gårdhaven bliver i dette tidsrum transformeret om til et frirum for mennesker med stress og anden psykisk sårbarhed igennem projektet Stressfri i Gårdhaven. Her kommer mennesker, der lever med stress, angst, depression eller andre psykiske lidelser, er i sorg efter tab, undergår arbejdsprøvning, er tilkendt førtidspension eller er såkaldte ressourcestærke mennesker, hvis der ses bort fra sygdommen. Mange af dem kæmper med følelser af afmagt, meningsløshed, skam og frustration i mødet med det offentlige system.
I gårdhaven på Vesterbro fremvokser på trods af denne frustration og andre former for sårbarhed en ligeværdig relation mellem havens brugere, når praktisk havearbejde bliver en måde ikke kun at passe på gårdhaven, men også på os selv. Havearbejdet indtager her en meditativ funktion, der ikke alene bliver et helle i accelerationssamfundet, men også skaber et fællesskab for mennesker, der er præget af stress og andre former for psykisk sårbarhed. Forbundetheden i gårdhaven flyder helt over, når gårdhaven bliver et resonansrum, hvor deltagerne føler en forbundethed ikke bare med sig selv, men også med andre mennesker, med naturen og med Gud. Der er ikke kun havearbejde i gårdhaven, men også nærvær, tilstedeværelse og kontakt. Det kan have en beroligende, og nogle gange endda en afmonterende, effekt på erfaringer af stigmatisering og stress. Det nervesystem, som så ofte er i alarmberedskab hos psykisk sårbare mennesker – især i vores tids præstations- og accelerationssamfund –, kommer ned i gear og finder måske endda en ro midt i gårdhavens natur. Som en af deltagerne, der blev interviewet af Menighedsplejen i Danmark i udarbejdelsen af deres manual til Stressfri i Folkekirken, udtrykte det:”
“Jeg har været meget glad for aktiviteterne især fokus på ikke at skulle præstere/være dygtig men mærke og sanse mens man laver hver aktivitet.”
Vil du lave din egen stressfri gårdhave? Alt, du behøver, er et stykke natur og tiden til at etablere rum for resonans i det. I Stressfri i Gårdhaven finder havearbejdet sted i kirkens gård og en lille have tæt på kirken. Her passes både højbede og dyrkes grøntsager. Kranse bindes, bivokslys rulles, og tørrede blomster får nyt liv i collager. Midt mellem alt dette finder der korte guidede meditationer sted med en særlig fokus på nærvær og fordybelse – det kan f.eks. være en ”kom til stede”-meditation. Gennem alt dette falder sindet til ro, og kontakten til kroppen genskabes, når kontemplative aktiviteter omfavner naturen som et fælles tredje. Nærværet kan endda rykkes med ind i kirkerummet bagefter med et frivilligt tilbud om kirkelig meditation om temaer som Natur, Ånd og Hverdag. Om sådan et nærvær og en væren til stede fortæller Eva Green Meinel, hvordan ”at være helt til stede i øjeblikket kan skabe små glimt af glæde. For her er Gud. Og oplevelsen af sådanne små glimt af gudsnærvær kan være helende. Sindet reagerer på det”. Til Stressfri i Gårdhaven, som er et diakoniprojekt for alle uanset tro, tales der ikke direkte om oplevelser af gudsnærvær, hvilket betyder, at muligheden for at blive inviteret med ind i kirken bagefter kan tilføje ekklesiologiske elementer til de refleksioner og den ro, der allerede er begyndt i det havearbejdende resonansrum i naturen.
Et andet eksempel på, hvordan naturen bruges i eksistentiel og åndelig omsorg, er pilgrimsvandringer, som af Lisa Palstrøm er blevet kaldt en bøn med fødderne. Når vi vandrer afsted, hvad enten det er i sorg eller glæde, blandt højtflyvende fuglesang, dugfriske græsstrå og solstrålernes spil, bliver naturen medvandrer på vores vej. Hvis vi er heldige, opstår her også et resonansøjeblik, hvor vi husker, at vi også selv er natur. Tages samtaler, måske endda sjælesorgsamtaler, med på denne tur, kan naturen både spille med og afbryde med overraskelser, som kan hjælpe, når det kan være svært at være til stede kun i samtalen. Med naturen som resonansrum på en sådan vandretur er man ikke kun til stede i samtalen, men også i naturen. Og det kan gøre samtalen både lettere og dybere. Og det er ganske enkelt at komme i gang. Du skal blot sætte den ene fod foran den anden. Ønsker man en mere konkret guide til pilgrimsvandring, kan man finde inspiration på Klosterruten eller med en Chartreslabyrint. Tanken er her, som i de andre tilfælde af naturen som resonansrum, at vi i dette relationelle og vibrerende nærvær lærer noget om både os selv og naturen – som vi jo netop er en del af.
Læs mere her
Olsen, Christina Brandt Moseholm, ”Naturen som resonansrum”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 273-286.
Palstrøm, Lise, ”Må din vej gå dig i møde”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 287-294.
Meinel, Eva Green, ”Stressfri i Gårdhaven”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 295-303.
Menighedsplejen i Danmark, ”Manual til at holde Stressfri i Folkekirken”. Tilgængelig her
Guide til skovbadning
I store træk placerer man sig i et grønt område, gerne en skovbund, med et tæppe over kroppen. Måske falder man i søvn fordi man er træt, og skoven virker beroligende på nervesystemet. Måske bliver man opmærksom på duftene og indtrykkene, som er rundt omkring én. Ved skovbadning er tiden vigtig, og man skal gerne ligge i skovbunden i mindst 20 min. Det tager tid, inden roen indfinder sig, og sanserne åbnes; hovedet skal først ”frigives” fra to do-lister og planlægning af gøremål. Når sanserne skærpes, fordi der er ro, og tankerne kan få frit løb, skabes muligheden for resonans. Ved at se op i trækronerne, snuse til skovbunden, følge myggens svajende flyv, mærke solens stråler og indånde den fugtige skovduft, er det muligt at opleve naturforbundethed, som med Rosas terminologi kan kaldes et resonansforhold.
Olsen, Christina Brandt Moseholm, ”Naturen som resonansrum”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 273-286 (281).
”Kom til stede”-meditation
Tal langsomt og roligt og hold pauser
Sæt dig godt til rette og mærk underlaget – bænken (eller stolen)
Ret dig eventuelt lidt mere op. Luk måske øjnene.
Måske du kunne have lyst til at bevæge skulderne for at løsne op
Læg mærke til din tyngde nedad. Din bagdel mod bænken – armene, der hviler mod dine lår.
Tag en dyb indånding og synk endnu dybere ned.
Mærk nu dine fødder. Forestil dig, at du kan slå rødder nedad.
Læg mærke til dine omgivelser – vi er i Apostelkirkens gård.
Læg mærke til lydene…
Viden mod dit ansigt…
Solens varme og lys …
Fordyb dig i det nærvær, der er omkring dig. De andre deltagere, fuglene.
Om lidt skal vi arbejde med naturen – rode i jorden, røre ved planterne.
Dufte til naturen, smage på det, der kan spises.
Prøv at rette din opmærksomhed mod din krop.
Hvad vil være godt for dig de næste par timer? Hvad siger kroppen?
Og husk, at dette øjeblik er dit liv.
Ikke tanker om fortiden eller forestillinger om fremtiden.
Dette levende øjeblik er dit liv. Med alt, hvad det rummer.
Nu skal vi afslutte meditationen.
Husk, at her kender vi alle til psykisk sårbarhed. Til behovet for indimellem at trække sig lidt og være stille.
Ret nu din opmærksomhed udad og åbn øjnene, når du er klar.
Du kan evt. strække kroppen lidt.
Meinel, Eva Green, ”Stressfri i Gårdhaven”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 295-303 (299-300).
Chartreslabyrint
Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt på din kind,
og må regnen vande mildt på din jord,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig i sin hånd
Palstrøm, Lise, ”Må din vej gå dig i møde”, i: Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg & Peter Lodberg, Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk praksis, Eksistensen 2026, 287-294 (292).