Ressource

Ordløst nærvær

Nogle gange kalder sjælesørgeriske øjeblikke ikke på ord, men på uudtalt nærvær. Det kan enten skyldes, at ordene slipper op eller at de måske aldrig var der. I disse sjælesørgeriske øjeblikke kan man være sammen uden at behøve at tale sammen. Et meget rørende eksempel kan findes i Bjarne Lenau Henriksens Kristendommens menneskelighed (2020). Her deler Henriksen et relationelt, diakonalt og medmenneskeligt øjeblik af ordløst nærvær. Han skriver

“I Mariatjenesten sad jeg ikke så sjældent på den enkle træbænk inde i våbenhuset ved siden af en stofmisbruger, som lige havde injiceret sig. Vi sad skulder ved skulder, mens han koksede. Hans hoved faldt ned på min skulder, fordi det ikke lod sig holde oprejst. Det kunne der gå flere timer med, stille timer, som jeg havde det godt med. En fred og ro, som var ukendt i aftenens øvrige hyperaktive timer, faldt over os. Der var en særegen form for tryghed.
Jeg er selvfølgelig blevet spurgt: hvad har det med næstekærlighed at gøre? Hvordan kan man være næste i en kommunikationsløs situation, hvor et bevidstløst hoved på et tavst menneskes skulder er de eneste optrædende på scenen? Og du er endda præst! Giver det nogen mening?
For mig gør det. Det er, som det skal være. Og så ikke så meget mere. Jeg ved jo godt, at jeg kan og skal så meget andet. Som præst skal jeg holde gudstjeneste, forvalte sakramenterne, prædike, vie, begrave, tage imod skriftemål. Men hvis jeg ikke kan netop det med hoved-på-skulder-nærværet, så er alt andet om ikke ligegyldigt, så i hvert fald en anelse utroværdigt.”

Her spiller langsommeligheden en vigtig rolle – og ikke kun som en modvægt til hastigheden i accelerationssamfundet. Som Henriksen skriver andetsteds i Kristendommens menneskelighed, kan den langsomme og tålmodige tro fremvise en livsforlængende langtidsholdbarhed i forholdet til nødstedte mennesker – eksempler på hvilke vi også finder i Henriksens hjemmelavede saligprisninger, der kan ses nedenfor. Sammen med disse mennesker kan vi være til stede med dem i det, som Henriksen kalder solidarisk nærvær.

Og i dette solidariske nærvær finder vi i høj grad behovet for øjnene, der ser, selv hvis det er ordløst uden ørerne, der hører. Det er præcis det, vi ser i samfundets udbredte kritik af tiggeres tilstedeværelse i det offentlige billede. I tiggerens blik bliver vi afsløret – med Henriksens ord, ”hun kigger på os, mens vi kigger væk”. Som Johannes Nissen også skriver i Håb på trods (2019) med henvisning til Luk 18,35-42, ligger det kristne håb gemt i, at Jesus ikke kunne gå forbi de nødlidende.

Men det handler ikke kun om at se hinanden, men også om at lytte til hinanden og sammen, selv når sproget ikke slår til. Et sted, hvor mennesker kan miste sproget, men stadig have nærværet, er under svær sygdom. Demens tager eksempelvis ofte sproget først, og det kan føles som at miste en vigtig vej ind til et andet menneske. Her kan sangen vise sig at være en genvej. Mennesker, der er blevet ordløse, kan nogle gange synge med på sange, de kender, og musik kan hjælpe ord, der ellers er forsvundet, med at finde tilbage. Men nærværet kræver ikke, at ordene vender tilbage. Samtidig kan musik virke som lindrende og kærligt nærvær under svær sygdom.

“Thora elskede desuden at synge i kor, og de tog begge afsted til kor også da hun ikke længere kunne stå op, så hun sang med i koret fra en madras. For det gjorde hende glad.”

Sådan skriver hospitalspræst og forsker Rose Marie Tillisch om den pseudominiserede Thora, der var ramt af demens. Tillisch fulgte hende og hendes mand, pseudodominiseret som Mikkel, fra tidligt i Thoras demensforløb og helt frem til Thoras død. Navnene er nok pseudonymer, men historien er virkelig, og den viser os, hvordan nærvær kan udspille sig gennem musik i et sjælesørgerisk øjeblik. På madrassen i kirken var der intet krav om ord eller andet fra Thora. Hendes plads i koret var en selvfølge, fordi hendes værdighed ikke afhang af hendes funktioner. Her ser vi diakoniens kerne, nemlig at menneskets værd er iboende og ikke kan fratages det. Det er den slags nærvær, diakonien og sjælesorgen er til for: at være sammen med et menneske uden at kræve svar og uden at målet er at få noget ud af det. Det kan være en hånd at holde i under en melodi, en plads til hovedet på en tavs skulder, eller et blik, der siger ”du er her, og du hører til”. Det kræver ikke nødvendigvis udtalte ord. Det kræver blot, at vi er til stede sammen med vores medmennesker. Og her er det nok meget sigende, at forskning viser, at vores hjerter slår i takt og vores åndedrag synkroniserer sig, når vi lytter til musik sammen. Som Henriksen har skrevet i sit bidrag om diakoni og sjælesorg i Diakoni: Perspektiver og pejlinger (2022), har hvert menneske sin egen klang, som kan lyttes frem.

Læs mere her

Henriksen, Bjarne Lenau, Henriksen, ”Diakoni og sjælesorg”, Susanne Kristophersen, Bodil Lodberg, Johannes Nissen & Jens Maibom Pedersen, Diakoni: Perspektiver og pejlinger, Eksistensen 2020, 111-125. (104-106).

Henriksen, Bjarne Lenau, Kristendommens menneskelighed, Eksistensen 2020.

Nissen, Johannes, Håb på trods: Diakonale værdier og social- og sundhedsarbejde, Eksistensen 2019.

Tillisch, Rose Marie, ”At tale om det ingen aner hvad er: Eksistentielle samtale- og samværsgrupper for mennesker med demens og deres pårørende i kirken”, Kritisk Forum for Praktisk Teologi 176 (2026), 12-23.

Realistiske saligprisninger af det liv, nogle karakteriserer som spild

Salige er de forspildtes liv,
for meningsløsheden er deres.
Salige er de arbejdsløses liv,
for uvirksomheden er deres.
Salige er de udstødtes liv,
for ensomheden er deres.
Salige er de flygtendes liv,
for uretfærdigheden er deres.

Henriksen, Bjarne Lenau, ”13. søndag efter trinitatis”, Præsteforeningens Blad (2005), 582 (841).

Musikalske redskaber

TAP: Tailored Activity Program

TAP er en skræddersyet agitationsreducerende tilgang brugt i omsorgsarbejdet med mennesker ramt af demens, som har været testet igennem observationsstudier af blandt andet Alexandra Martini De Oliveira og kolleger. Nøgleordet er skræddersyet. Aktiviteten tilrettelægges i TAP efter det enkelte menneskes interesser og behov. En måde, hvorpå man kan benytte TAP i sjælesorg og omsorgsarbejde for agiterede mennesker, kan være igennem følgende trin:

  1. Find ud af, hvem personen foran dig er. Spørg personen selv, når det er muligt, og de pårørende. Hvilken musik hørte vedkommende som barn? Sang vedkommende i kor, til fester eller i køkkenet?
  2. Se på, hvad der virker nu. Interessen skal passe til vedkommendes overskud lige nu og her.
  3. Vælg en aktivitet, der er enkel og genkendelig. Det kan være en fast sang, en playliste eller en melodi at nynne med på.
  4. Brug aktiviteten, når uroen opstår. Hvis eftermiddagen eller aftenen er svær, kan den skræddersyede aktivitet være særlig velkommen på de tidspunkter.
  5. Hold øje og vær omstillingsparat. Virker det? Spørg og lyt efter svar, også når det ikke kommer igennem udtalte ord.
  6. Inddrag de pårørende. Når de pårørende ved, hvilken aktivitet der virker og hvorfor, bliver de også mere trygge ved at bruge den.

At skræddersy musik til den enkelte person er dog mere end ren teknik. Når vi spørger, hvad der er netop dette menneskes foretrukne musik, siger vi samtidig, at vedkommende er unik og ikke en diagnose eller en beboer i mængden. Sjælesorgen går den samme vej, når den begynder i det, der er personligt og livsvigtigt for medmennesket, vi er til stede sammen med.

PMI: Personalized Music Intervention

Ved brugen af PMI skræddersys musikken til situation og person, hvilket adskiller den fra almindelig baggrundsmusik. Wally J. Bartfay og kolleger beskriver metoden som en sikker og billig måde at forbedre humør, adfærd og livskvalitet på. Teknisk set er det enkelt: Musikken kan afspilles fra cd’er, via høretelefoner, højttalere eller streaming. Det vigtigste er en bred forståelse af genrer, så playlisten matcher den omsorgs- eller sjælesorgsmodtagendes egen smag og ikke din egen. På den måde understreger man nemlig, at det er den omsorgs- eller sjælesorgsmodtagendes smag, historie og velvære, der er betydningsbærende. Her er virkelig en måde at vise, at den anden bliver set på. PMI kan benyttes ved at følge disse trin:

  1. Find frem til personens musik. Spørg personen selv og de pårørende: hvilke genrer, kunstnere, sange eller salmer fylder i vedkommendes liv?
  2. Lav en playliste sammen med vedkommende, hvis det er muligt.
  3. Tjek altid ind først. Playlisten virker næppe, hvis vedkommende ikke har lyst til at lytte til musik lige nu.
  4. Lad vedkommende skabe sit eget rum. Høretelefoner eller en lille højttaler kan gøre musikken privat og afskærme mod anden larm.
  5. Overvej tidspunktet med omhu. Musikken kan bruges særligt godt på de tidspunkter, hvor uro eller ensomhed typisk opstår.
  6. Hold øje med reaktionen og vær forberedt på at justere løbende.

PMI handler således ikke om at fylde stilheden ud, men om at give et menneske sin egen lyd tilbage. Når playlisten er lavet med omhu og efter spørgsmål om lyst og minder, bliver den en måde at vise, at vi ser den anden og gerne vil yde (sjæle)omsorg for vedkommende.

Litteratur

Bartfay, Wally J., et al., ”A Systematic Review of the Literature for the Effects of Music on Dementia Patients”, Gerontology & Geriatric Research 1 (2020), 1-12.

De Oliveira, Alexandra Martini et al, ”Nonpharmacological Interventions to Reduce Behavioral and Psychological Symptoms of Dementia: A Systematic Review”, BioMed Research International (2015), artikel 218980.